De lægger ikke skjul på det. Både de engelske og walisiske spillere, landstrænere, fans og medier har bygget op til den helt store britiske pokalfinalestemning, når England og Wales i eftermiddag mødes på Stade Bollaert-Delelis i Lens. Og 2. runde-kampen ved EM har fået ekstra krudt, fordi en rutineret russisk anfører forleden steg til vejrs og skaffede uafgjort i de sidste sekunder af opgøret mod englænderne.
Nu skal England skaffe et godt resultat, hvis ikke sidste runde skal blive en gyserforestilling. Det har skabt mange drillerier mellem parterne, der mødes for 102. gang, men ikke alle fans deltager på samme måde i optakten. Den 32-årige walisiske fan Darren Crandon har for eksempel i Paris friet til sin engelske kæreste Emma White inden lokalbraget. Og hun sagde ja.


























