Jakob Poulsen var mærket af strabadserne og træt i kroppen efter FC Midtjyllands Southampton-kamp i England i torsdags. Men han følte, at han kom ovenpå igen, da han havde løbet sig selv i gang på ny og været med til at spille 1-1 i Esbjerg søndag aften. Og han siger, at han både mentalt og fysisk er på toppen som indgang til det store returopgør mod Premiere League-holdet på MCH Arena.
Landsholdsspilleren har været på banen i samtlige mesterholdets 11 kampe efter sommerpausen, de 10 fra start, og været blandt de dominerende. Den defensive midtbanemand Tim Sparv og viceanfører Erik Sviatchenko har også været involveret i de fleste minutter i FCM’s kampe i Europa og i Superligaen.




























