Senest Tottenham gæstede Anfield for at slås med Liverpool om point til Premier League-tabellen, sad Harry Kane på bænken.
Herfra kunne han en kølig søndag aften sidst i marts 2014 følge sin frontløberkollega Roberto Soldado og de andre holdkammerater blive lammetævet af værternes tre S’er: Suárez, Sturridge og Sterling. Bagefter var det unge talent måske glad for ikke at være kommet på banen, for Spurs tabte 4-0, og det var ikke den store opmuntring efter lussingen på 5-0 hjemme på White Hart Lane i den forudgående decemberduel.




























