Fodboldtalenter af egen avl er efterhånden et sjældent syn på de engelske stadioner. I årevis er andelen af udenlandske spillere i Premier League steget, og nu er færre end hver tredje spiller af engelsk oprindelse.
Ligaens største klubber er egentlig dygtige til at udvikle talenterne, men ikke til at give dem spilletid på deres førstehold, hvor udenlandske superstjerner som Eden Hazard, Sergio Agüero og Alexis Sánchez – bare for at nævne nogle af de allerstørste – sidder tungt på pladserne. Det bremser talenterne, mener fodboldekspert og -kommentator Mikkel Bischoff.




























