Arsene Wengers navn blev ikke nævnt direkte, men ingen var alligevel i tvivl om adressen, da Jose Mourinho lagde endnu et knastørt stykke brænde på det bål, der brænder mellem de to fodboldmanagers.
Sidste lørdags dramatiske opgør mellem Chelsea og Arsenal, hvor Gabriel blev udvist uden at få karantæne, Diego Costa efterfølgende fik tre spilledages karantæne og Chelsea iøvrigt vandt 2-0, var stadig et flammende tema på Chelseas pressemøde forud for lørdagens udekamp mod Newcastle.




























