Superligabraget mellem Brøndby og FC København blev sat til at gå i gang klokken 12 for at undgå ballade efter mørkets frembrud. Men her kommer den ikke til at starte.
Ifølge TV 2 Sport, der transmitterer kampen, er opgøret blevet udsat med et kvarter.
Spillerne kom ikke på banen for at varme op til tiden, fordi der forinden havde været uro mellem de to fanafsnit.
En gruppe Brøndby-fans slap ifølge TV 2 Sport over på den anden side af banen og kastede med romerlys mod FC Københavns fanafsnit.
Det besvarede FCK-tilhængerne ved at kaste romerlys tilbage mod Brøndbys fans, viser videoer fra stedet.
Politiet var i flere minutter talstærkt til stede på grønsværen, men har forladt banen igen med tre kvarter til den nye kampstart.
Sten mod FCK-fans
Søndag formiddag blev et tog med FCK-fans ramt af stenkast.
Det oplyser fodboldmediet bold.dk.
Idet toget passerede Brøndbyøster Station, blev der kastet sten mod det, oplyser vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen.
Tre ruder blev ramt af kasteskyts, oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau. Ingen personer blev ramt. Sagen efterforskes som hærværk, og politiet efterlyser vidner.
Kampen og risikoen for ballade har medført en stor politiindsats, og som optakt kom justitsminister Peter Hummelgaard (S) fredag med en opsang efter en lang række tilfælde, hvor betjente er kommet til skade.
»For mig at se har vi at gøre med en kultur, hvor det er legitimt at begå vold mod politiet. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Vi så absurde scener, sidste gange Brøndby IF og FCK spillede mod hinanden«, udtalte ministeren og henviste til en kamp i september.
Han håber, at klubberne tager større ansvar.
Ministeren siger ifølge dr.dk, at det kræver indsats af 160-170 betjente, hver gang der afvikles en stor fodboldkamp. Og at det kan man ikke ’blive ved med at leve med’.
Lørdag aften tørnede voldelige fans sammen ved Glostrup Bodega. Resultatet var mange smadrede ruder. Desuden kom en mand i 30’erne til skade med snitsår, oplyser politiet.
I øvrigt har politiet pålagt Brøndby at tilbageholde FCK’s fans i op til en time på stadion, mens hjemmeholdets fans forlader området.
Kampen betegnes af politiet som en højrisikokamp. Ved tidligere opgør har der været uroligheder, vold og ballade.
ritzau
fortsæt med at læse




























