En intens topkamp mellem FC København og FC Midtjylland blev afgjort af en straffesparksscoring efter VAR.

FCK trækker fra i toppen efter sejr i VAR-drama

Magnus Mattsson jubler efter sin scoring til 1-0 på straffespark, som blev kampens eneste. Foto: Jens Dresling
Magnus Mattsson jubler efter sin scoring til 1-0 på straffespark, som blev kampens eneste. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der skulle en VAR-kendelse til at afgøre søndagens topkamp mellem FC København og FC Midtjylland i Superligaen.

Kort inde i anden halvleg blev Magnus Mattsson nedlagt i feltet, og han stod selv for det afgørende mål i 1-0-sejren over guldrivalen.

Forinden havde træværket stået i vejen for begge hold, der givetvis vågner op med blå mærker over det meste af kroppen efter en fysisk krævende dyst i Parken.

FCK har nu 39 point i toppen af ligaen. FC Midtjylland følger efter med 36 af slagsen, mens AGF som treer er yderligere to point efter.

Det var første gang, FCK formåede at besejre midtjyderne i Superligaen med Jacob Neestrup som træner.

Neestrup var godt nok ikke selv til stede på sidelinjen, da han sad ude med karantæne, men han havde tilsyneladende fået banket kampens betydning ind i hovedet på spillerne.

Det samme havde FC Midtjyllands ditto, Thomas Thomasberg, og det førte til en utroligt intens og duelpræget affære.

Begge hold havde gode perioder og kunne med lidt mere skarphed være gået til pause med en føring.

FCK’s Robert Silva burde havde bragt københavnerne på 1-0 efter en snes minutter, hvor et frispark havnede for fødderne af brasilianeren uhyre tæt på mål.

Alligevel fik han bugseret bolden på stolpen til sin egen store fortvivlelse.

Man sad med fornemmelsen af, at dødbolde meget vel kunne blive afgørende, og i den anden ende var midtjyderne få centimeter fra at bringe sig foran på et langt indkast.

Kevin Mbabu snittede bolden på undersiden af overliggeren, og kun uheld forhindrede FC Midtjylland i at komme foran.

Kampbilledet fortsatte efter pausen. Aggressive nærkampe, dommerbrok og højt tempo.

Dommeren Jakob Karlsen kom i fokus efter 52 minutter, da Oliver Sørensen kom for sent i en duel med Mattsson. I første omgang fløjtede han ikke, men han ændrede mening efter et VAR-gennemsyn.

På det efterfølgende forsøg fra 11-meterpletten scorede Mattsson på Jonas Lössl.

FC Midtjylland satte Dario Osorio og Valdemar Byskov på banen i håb om fornyet offensiv kreativitet, men det var i stedet værterne, der havde flere gode muligheder for at lukke kampen.

Jordan Larsson var efter en time tæt på at nå frem til et fornemt indlæg fra Thomas Delaney, og kort efter formøblede Mohamed Elyounoussi og Mattsson en stor dobbeltchance.

FCK havde det fint med at stå længere tilbage på banen og lure på omstillinger. Dem var der flere af, mens midtjyderne omvendt havde svært ved at lægge et pres på københavnernes mål.

Hele ni tillægsminutter blev der spillet i Parken, men FCK sled de tre point hjem uden større forskrækkelser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her