Fortællingen har efterhånden været den samme i længere tid hos kriseramte FC København.
De forsvarende mestre er en del af Superligaens nedrykningsspil, og søndag tabte FCK med 1-2 hjemme mod Fredericia.
Bundstriden kryber tættere på FCK, og det efterlader kaptajn Thomas Delaney noget rystet.
»Jeg fatter ikke, hvorfor vi brugte første halvleg på at pisse det væk. Vi var tæt på at score, men vi kan ikke score jo.«
»Jeg er rystet over, hvor usammenhængende vi var i første halvleg, og hvordan vores udtryk kan være så splittet,« siger Thomas Delaney til TV 2 Sport efter nederlaget.
FCK har tabt begge kampe i ligaens nedrykningsspil og har mere overordnet tabt hele syv af de sidste otte kampe i Superligaen.
»For et udebanehold er det et godt sted at spille i Parken for tiden. Og det er en skandale. Vi må lægge alle de fine fornemmelser væk,« fastslår Delaney.
Særligt i første halvleg i søndagens nederlag på eget græs virkede storklubben rådvild og nærmest lamslået.
Trods andenpladsen i nedrykningsspillet er FCK’s afstand til holdene i bunden blevet mindre.
Fredericia ligger nummer fire i nedrykningsspillet, men har blot to point op til FCK.
ritzau


























