Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

På to mål af Birger Meling støbte FCK tidligt fundamentet for en overbevisende sejr ude over Randers FC.

Norsk back i usædvanlig form bliver igen dobbelt målscorer i FCK-sejr

    Birger Meling havde en rigtig god dag med to mål for FCK i kampen mod Randers FC, Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Birger Meling havde en rigtig god dag med to mål for FCK i kampen mod Randers FC, Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC København fortsatte den pletfri start på sæsonen med en knusende sikker 4-0-sejr ude over Randers FC i Superligaen.

Bo Svenssons tropper topper den bedste danske række med ni point efter tre kampe. FCK har to point ned til Brøndby, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Viborg FF.

FCK fik en drømmestart, da Birger Meling scorede til 1-0 efter lidt over et minut. Den norske back sparkede opportunistisk til bolden efter en svag clearing i Randers-forsvaret, og den sad helt ude i siden af målet.

Før der var spillet et kvarter, blev Meling dobbelt målscorer, da han igen var søgt med frem i feltet og hamrede til kuglen, som røg helt op under overliggeren.

Melings målform er usædvanlig, da han spillede sine første 73 kampe i FCK-trøjen uden et eneste mål.

Siden er Meling blevet dobbelt målscorer i to ud af nordmandens seneste fem kampe for københavnerne. Han scorede også to mål i sejren over Lyngby i første spillerunde.

Højlydt brok

Randers fik en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen efter en fejl af FCK’s forsvarsspiller Junnosuke Suzuki, der mistede bolden.

Det gav en friløber til Randers-angriberen Cyril Edudzi, der havde to holdkammerater med i angrebet.

Men Edudzi var så ubeslutsom, at Meling i et stædigt returløb nåede tilbage og fik tacklet, mens Randers-holdkammeraterne brokkede sig højlydt over den missede mulighed.

I stedet slog FCK til i den anden ende kort før pausefløjt.

Denne gang var det midtbanespilleren Mads Emil Madsen, som drev bolden fra egen banehalvdel og sparkede den i nettet til 3-0 fra distancen.

Ti minutter inde i anden halvleg udgik FCK-målmanden Dominik Kotarski med en skade og blev afløst af reserven Runar Alex Runarsson.

Melings afløser, Marcos Lopez, viste, at han også kunne score med et fladt langskud fra distancen og gjorde det til 4-0.

I slutfasen sparkede FCK-midtbanedynamoen Alex Kral bolden på overliggeren, men der blev ikke scoret yderligere.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her