I foråret kaldte Dansk Boldspil-Union (DBU) det for en »glimrende idé« at lade bøder for tilskueruro gå direkte til kampen mod ballade på stadioner i Danmark. Men siden er der intet sket. Derfor ryger pengene direkte i DBU’s kasse, når Brøndby IF og FC København betaler de bøder på i alt 250.000 kr., som de fik tirsdag.
Det møder kritik fra Jonas Havelund, fanforsker ved Aarhus Universitet. »Det er naivt at tro, man kan sanktionere sig ud af problemerne i form af bøder til klubberne. Selvfølgelig skal klubberne yde en forebyggende indsats, men det er tankevækkende, at DBU selv tjener uden at bidrage synderligt til at afhjælpe problemerne«, siger Jonas Havelund.



























