Mens spillerne i superligaklubben Brøndby så småt er ved at indstille sig på at genoptage træningen på mandag, så er en løsning på de mange økonomiske problemer muligvis lige om hjørnet.
Ekstra Bladet skriver således, at klubbens bank, Nordea, i første omgang har udsat en mulig konkurs ved at garantere for lønnen i de kommende to måneder. Som modydelse for de 12 millioner lønkroner skal Brøndby senest ved udgangen af denne måned have en slagkraftig plan for, hvordan klubben genrejses.




























