Det er usædvanligt, at et tophold efter kun at have vundet én kamp i de syv seneste runder stadig har et så klart forspring ned til nummer to på tabellen. Var FC Midtjylland – i stedet for at lægge ud med fem sejre på stribe - startet superliga-sæsonen med en sådan serie med kun ni point ud af 21 mulige, ville nogen måske have kaldt det en lille krise.
»Hvis det er krise at være ubesejret efter 12 kampe, så tager jeg gerne den krise«, sagde FCM-cheftræner Glen Riddersholm med et smil efter 1-1-opgøret mod Randers FC i lørdags. I aftes var han sikkert også godt tilfreds, når han tog et kig på tabellen. Kun et af de fire hold, der lå nærmest FCM inden 12. runde, fik point (Viborg ét), og afstanden til andenpladsen blev øget.




























