Det er sket lidt ubemærket. I læ af FC Midtjyllands overraskende topplacering og de store københavnerholds kravlende start er AaB krøbet op som tophold på andenpladsen i Superligaen. Tomrummet efter salget af de seneste to års målgarant, Nicklas Helenius, til Aston Villa er hurtigt fyldt ud. Ikke med en fuldblodstopscorer, men med en mere flerstrenget offensiv.
»De har en homogen gruppe, der har været sammen længere tid. Holdet er bygget op om en solid midterakse, hvor især den centrale midtbane er stærk. Og så har de handlet godt trods få midler. Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson har været gode i angrebet«, siger fodboldekspert på Canal9 Esben Hansen.




























