»Jeg skal da op i bussen og se den igen. Det var jo en drømmekasse«.
Martin Spelmann turde forståeligt nok godt åbne op for posen med superlativer oven på sit sejrsmål i de døende minutter af kampen mellem OB og FC Nordsjælland. Med et brag af et mål til 2-1 sendte han OB op forbi Esbjerg på ligaens 9. plads og gav samtidig ro i sindet til mangen en blå-hvid fan.
Mandagens smertelige nederlag til nedrykningsrivalerne fra FC Vestsjælland var tredje kamp i træk uden OB-sejr, og træner Ove Pedersen erkendte, at nerverne var begyndt at snige sig ind på fynboerne op til kampen i Farum – et sted, OB ikke havde vundet siden 2010. Selv efter en velfortjent sejr over et formstærkt Nordsjælland-mandskab turde OB-træneren stadig ikke føle sig sikker på overlevelse.
OB sparkede virakken om Emil Larsen til hjørne - og nedrykningsstregen på afstandOm det var glædesrus oven på to mål og en tiltrængt sejr, der talte, står ikke klart, men den dobbelte målscorer Martin Spelmann var til gengæld så godt som klar til at lægge hovedet på blokken og kalde sig sikker på OB’s superligafremtid.
»Jeg er 99,9 procent sikker på, at vi klarer den. Jeg er godt klar over, hvilken situation vi trods alt stadig står i, men jeg har hele tiden syntes, at vi er for gode til at komme med i nedrykningsdebatten«, lød det selvsikkert fra den vævre målscorer, der var her, der og allevegne i opgøret.
Mange blyklodser om benene
Der var masser af positive ting for OB at tage med fra den overbevisende præstation, der gav favoritterne fra FC Nordsjælland et hårdt slag i deres kamp om bronzemedaljerne og en plads i næste års Europa League. Alligevel var det store samtaleemne efter kampen ikke af positiv karakter. Den mest efterspurgte mand var nemlig hverken Ove Pedersen eller matchvinder Martin Spelmann.
Da den bænkede Emil Larsen gjorde sin entre som indskifter, var reaktionerne blandede. Efter mandag at have meddelt OB’s fans, at han simpelthen »ikke kan lide dem«, var hans indskiftning et bemærkelsesværdigt øjeblik i kampen.
De medrejsende OB-fans velkomst til ugens antihelt blev en blandet pose verbale bolsjer med både buhen, piften og klappen iblandt. Og da ’Emil Larsen alléz’ begyndte at lyde fra gæsteafsnittet, var det svært at vurdere, om man var vidne til en tilgivelse eller et udtryk for tyk ironi.
Bramfrie udtalelser giver Superligaen kulør - men de kan godt gå for langt»Jeg ved ikke, hvad hensigten var med de sange, men hvis den var god, så er det da glædeligt. Men det kan jeg ikke rigtig vurdere«, fortalte en noget trykket Emil Larsen selv efter kampen.
Her blev der skudt skarpt med kritiske spørgsmål til OB-kanten, der bestemt ikke lignede en mand, der netop havde vundet en vigtig superligakamp. Og træner Ove Pedersen kunne da også afsløre, at det var en trykket Emil Larsen, der var rejst med holdet søndag formiddag.
»Både da jeg satte ham på banen og efter kampen kunne jeg mærke, at han var meget, meget, meget følelsesladet«, forklarede træner Ove Pedersen, der accepterer – men ikke værdsætter – den virak, Emil Larsens kommentar har medført.
Emil var meget, meget, meget følelsesladet
»Vi kan ikke give nogen mundkurv på. Vi har haft mange blyklodser om benene gennem efteråret, og nu må vi bare leve med endnu en«, fortalte han.
Hør panelet i Politikens Fodboldmagasin diskutere Emil Larsen-sagen i programmet nedenunder.
fortsæt med at læse




























