Glen Riddersholm kunne stadig have været cheftræner i FC Midtjylland, hvis han havde villet. Eller han kunne nu have været træner i Esbjerg som afløser for den fyrede Niels Frederiksen. Men mestertræneren ønskede ingen af delene. Jonas Dal var, blev der spekuleret i, i spil til at blive Glen Riddersholms efterfølger i FCM, som valgte at ansætte Jess Thorup. FCM-jobbet ville Jonas Dal uden tvivl gerne have haft, men Hobro ønskede angiveligt ikke at slippe ham til netop FCM ved starten på sæsonen.
Nu har Hobro sluppet Jonas Dal, efter at Esbjerg har skubbet heftigt på for at få ham flyttet til det vestjyske med det samme, selv om han havde en kontrakt løbende til udgangen af juni næste år. Og træneren, der havde stor betydning for Hobros succes i sidste sæson som superligadebutant, sagde flere gange mellem linjerne, at det bedste ville være en prompte afsked med Hobro og goddag til Esbjerg. Det betalte Esbjerg for (beskedne 500.000 kr., gættes der på), og dermed skriver Jonas Dal superligahistorie.




























