Efter to sæsoner med bronzemedaljer, europæisk deltagelse og en truende konkurs, der kostede afsked med flere spillere, er Lyngby færdig i Superligaen.
Vendsyssel FF vandt begge playoffkampene, 1-0 hjemme i Hjørring og 2-1 i dag på Lyngby Stadion, og skal derfor for første gang spille i den bedste danske række.
Nicolai Fløe blev i den forgangne uge kåret som sæsonens spiller i klubben, og den 22-årige målmand var da også en meget fremtrædende profil i de to playoffkampe.
Årets spiller blev afgørende
I dagens returkamp reddede Nicolai Fløe efter 57 minutter et straffespark fra Herolind Shala, der kunne have udlignet i det det samlede regnskab, og i stedet slog Vendsyssel til på en kontra, da Lucas Jensen satte sig igennem i en duel med Mathias Tauber og sparkede forbi Mikkel Andersen i Lyngbymålet.
Så havde Lyngby lidt mere end en halv time til at score tre mål, og især efter Jeppe Kjær på Kim Ojos gode forarbejde havde skrabet bolden over stregen til en udligning efter 80 minutter pressede Lyngby hårdt på.
Sejrsmål af 19-årig
Nicolai Flø leverede et par vigtige redninger, og så afgjorde målscoreren fra den første kamp, 19-årige Mikael Anderson, der er lejet i FC Midtjylland, i stedet kampen på endnu et kontraangreb.
Michael Lumb blev udvist i overtiden, da han frustreret sendte en albue i brystet på en modstander i forbindelse med et hjørnepark, og den tidligere landsholdsspiller må derfor starte Lyngbys sæson i 1. division med i hvert fald et par spilledages karantæne.
Lyngby rykker ud efter en afslutning på sæsonen med én sejr i 26 kampe, mens Jens Berthel Aaskou som ny træner efter Erik Rasmussens afgang sikrede endnu en oprykning.
fortsæt med at læse




























