AGF styrer mod sølvmedaljer og europæisk fodbold efter at have overhalet FCK med en sejr på 4-2 i Parken.

»Tag jer sammen. Tag jer sammen«: AGF sætter kurs mod sølvet med vild sejr, mens FCK smuldrer foran sit eget utilfredse publikum

AGF'erne hylder Jakob Ankersen efter hans mål mod FCK i Parken.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
AGF'erne hylder Jakob Ankersen efter hans mål mod FCK i Parken. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

De var hinandens kontraster. Søndag aften i Parken strakte AGF’s spillere knyttede jubelnæver op i den lune sommeraften efter en sejr på 4-2 og en nyvunden andenplads i Superligaen, mens FCK’erne knækkede sammen i skuffelse. Tomme blikke og vantro.

Pludselig kan aarhusianerne selv afgøre det. Med sejre over FC Nordsjælland ude og Brøndby hjemme er sølvet deres, og det samme er en plads i kvalifikationen til Europa League. Det er alt det, FC København har set forsvinde for øjnene af sig, kamp for kamp.

Allerede før kampen stod det klart, at AGF’erne som minimum ender sæsonen med bronzemedaljer om halsen. Det var en realitet, da Brøndby tabte til AaB og derfor ikke længere kan indhente dem. Det er deres første medaljer siden 1997, og få byer har hungret så meget efter at være en del af toppen i dansk fodbold igen, som det er tilfældet i Aarhus. Nu er de tilbage. I mellemtiden er de rykket ned fra Superligaen og op igen tre gange, og i mellemtiden har klubber som AB, Silkeborg, Farum, SønderjyskE og Lyngby vundet medaljer, men ja… Nu er de tilbage.

34. runde i Superligaen: AGF prygler FCK og rykker op på sølvpladsen

På storskærmene i Parken kørte klip fra FCK’s store stunder. Mesterskaber, Champions League-kvalifikationer, gyldne mål og Ståle Solbakken i kongestol. Normalt glider den slags minder direkte ind i nutiden for den sejrsvante hovedstadsklub, men lige nu virker det som længe siden. Ikke fordi det er langt væk i tid – københavnerne vandt Superligaen sidste sæson og er endnu engang avanceret i et europæisk gruppespil. Aktuelt er det bare langt væk i kvalitet.

AGF blæste frem fra start

FCK er i gang med et forsømt forår, der på grund af coronapausen er rykket godt ind i sommeren, og det har kun gjort det hele værre. Da klubben gik ind til mesterskabsspillet, var afstanden ned til AGF på ni point, men før søndagens dyst stod Solbakkens mandskab uden sejr i fem kampe. Forspringet var skrumpet til to point. Derfor kunne aarhusianerne glide forbi og indtage den andenplads, der både giver sølvmedaljer og en garanteret plads i Europa League-kvalifikationen, mens nummer tre i Superligaen skal ud i en playoffdyst om europæisk fodbold mod enten OB eller Horsens.

Der var altså meget på spil, og det var tydeligt, især på FCK’erne. Som det altid har været tilfældet med David Nielsen som træner bragede AGF til den fra starten, mens hjemmeholdet virkede lidt mere kuet, lidt mere usikkert. Det var ikke decideret kønt, men med masser af fart og intensitet, og pludselig kom det første mål.

Indersiden: FC Midtjyllands mestre har sat FCK under mægtigt pres

Casper Højer skruede et hjørnespark ind i feltet, hvor den hollandske lejesvend Kevin Diks fra Fiorentina pressede sig foran Mikkel Kaufmann og snittede bolden i nettet til aarhusiansk føring. Der var spillet godt 20 minutter, og de knap 7.000 tilskuere i Parken virkede frustrerede.

»Sejren, der tæller. Det er kun sejren, der tæller«, rungede det.

For nylig vandt AGF over FCK, og det var aarhusianernes første sejr over hovedstadsklubben i 11 år. Nu var de på vej mod nummer to i træk. På sidelinjen råbte Solbakken og fægtede med armene for at forhindre det i at ske, men det hjalp ikke. Et kvarters tid senere brød AGF bolden højt på banen, før Jakob Ankersen rundede det hurtige angreb af med at sparke sit hold – De Hviii’e, der i dagens anledning var klædt i rødt – foran med 2-0.

»Tag jer sammen. Tag jer sammen«, gjaldede FCK-fansene nu.

Casper Højer mindede om sin far

Måske virkede det. I hvert fald tog spillerne sig en smule sammen, og der gik mindre bare fem minutters tid, før Jens Stage sparkede en returbold over stregen til 2-1. Før sæsonen købte FCK ham i netop AGF, hvor han havde været den store talisman i noget tid. Københavnerne betalte et tocifret millionbeløb – det største Aarhus-klubben nogensinde har modtaget – og på en eller anden måde illustrerede det fint det klassiske magtforhold mellem de to fodboldforretninger. Men i denne sæson ser det anderledes ud.

Det stod blot endnu mere klart kort efter pausen, da Casper Højer, gæsternes stærke venstre back, brillerede med en sparketeknik så fin, at det vakte minder om hans far, Lars Højer, der bjergtog FCK-fans tilbage i 90’erne. I hvert fald var det et smukt mål, da Casper Højer sparkede bolden ind fra distancen og bragte AGF foran med 3-1. Denne gang var de fleste FCK-fans bare tavse, mens enkelte peb.

»Der opstod ikke den uro, som tidligere har kendetegnet AGF«

Snart blev det dog erstattet af et jubelbrøl i den hæsblæsende kamp, hvor der skete så meget, at det var svært at holde styr på. Klart stod det dog, at begejstringen bundede i et straffespark til FCK, og at den blot tog til, da Jonas Wind forvandlede det til et mål. Med en halv time igen førte AGF med 3-2, kampen om sølvet var pludselig i live igen.

Det varede dog kun 10 minutter, før Casper Højer brillerede igen. Han skruede et frispark perfekt ind i hovedet på AGF’s anfører og topscorer, Patrick Mortensen, der headede bolden i nettet til 4-2. Tavsheden opstod på ny i Parken, for da stod det klart: Med to kampe igen styrer AGF mod sølvet og europæisk fodbold.

Jeppe Laursen Brock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her