En gennemblødt onsdag i september var Morten Bruun vært for et arrangement, der osede så meget af fodbold, at det drev mere ned ad ruderne end himmeldråberne. Det var en bogreception. Manden med de mange titler – europamester, tidligere topspiller, højskolelærer, fodboldekspert med mere – havde netop udgivet ’Kampdag’, et kærlighedsskrift om Danmarks 43 nok vigtigste klubber gennem historien.
Derfor havde han inviteret et par hundrede sportsglade typer til stadiontraktement, røverhistorier og hyggeligt samvær på fodboldarenaen i Silkeborg – byen, hvor Morten Bruun tilbragte hele sin professionelle karriere og opnåede så mange førsteholdskampe, klubrekorden 424, at mange ynder at kalde ham ’Mr. Silkeborg’.


























