Landsholdsangriberen Andreas Cornelius er kun et bestået lægetjek fra at vende hjem til FC København.

FCK er enig med Trabzonspor om Cornelius-handel

I de forgangne to uger var Andreas Cornelius (tv.) og Davit Khocholava modstandere, da Trabzonspor mødte FC København om en billet til Champions League-gruppespillet. Fremover bliver de to holdkammerater i FCK, hvis den danske landsholdsangriber består lægetjekket, og dermed kommer Cornelius alligevel til at spille Champions League. Foto: Jens Dresling
I de forgangne to uger var Andreas Cornelius (tv.) og Davit Khocholava modstandere, da Trabzonspor mødte FC København om en billet til Champions League-gruppespillet. Fremover bliver de to holdkammerater i FCK, hvis den danske landsholdsangriber består lægetjekket, og dermed kommer Cornelius alligevel til at spille Champions League. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius er formaliteter fra at være klar til et nyt comeback i Superligaen. Således er FC København og Trabzonspor blevet enige om en transferaftale gældende for Andreas Cornelius, oplyser FCK på sin hjemmeside.

»Den 29-årige landsholdsangriber rejser nu til København for at gennemgå lægetjek og forhandle sine personlige vilkår på plads«, lyder det fra FCK.

Ifølge B.T. betaler FCK 45 millioner kroner for at hente Cornelius. Ifølge avisen bliver han dermed det dyreste indløb i Superligaens historie. Cornelius fik sit store gennembrud i FCK i sæsonen 2012/13, hvor han blev ligatopscorer i klubbens mesterskabssæson. Det banede vejen for et salg til Cardiff, hvor han dog aldrig blev den store succes, og allerede i 2014 var han tilbage i FCK.

Bankede bolde i kassen på samlebånd

Her blev han indtil 2017, hvor han skiftede til italienske Atalanta. Undervejs var han forbi Bordeaux og Parma på lejeaftaler. Sidste år blev han solgt til tyrkiske Trabzonspor, hvor han blev en stor succes. Cornelius bankede bolde i kassen på samlebånd og var med til at sikre klubben et suverænt mesterskab.

Dermed drømte klubben om at skulle spille gruppespil i Champions League, men det skulle FCK komme i vejen for. De to klubber tørnede sammen om en billet til det forjættede land, og her var den danske klub stærkest. Hjemmesejren på 2-1 i Parken blev fulgt op med 0-0 i Tyrkiet.

I modsætning til holdkammeraterne i Trabzonspor har Cornelius nu alligevel udsigt til at spille Champions League for tyrkernes københavnske banemænd.

Cornelius har været med til at vinde tre mesterskaber og tre pokaltitler med FCK. På A-landsholdet er han noteret for 41 kampe og 9 scoringer. Hans seneste mål blev sat ind i juni, da han scorede begge danske mål i den overraskende sejr på 2-1 ude mod Frankrig i Nations League.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her