OB-Vejle 0-1
0-1 Musa Juwara (9. minut)
OB’s elendige hjemmebaneform fortsatte tirsdag aften, da Vejle var på besøg og vandt 1-0 over fynboerne.
De jyske gæster var klart bedst hele opgøret igennem, og dermed er OB fortsat uden sejr på hjemmebane i indeværende superligasæson.
I 12 hjemmekampe er det nu blevet til tre uafgjorte kampe og ni nederlag.
Vejles sejr bringer i den grad spænding til nedrykningskampen. Vejle ligger under stregen med 22 point, men er kun henholdsvis et og to point efter Lyngby og OB over stregen.
OB startede opgøret mod Vejle i et højt pres, men uden succes. Vejle formåede flere gange at spille sig ud af det første tryk, og så var der masser af plads på OB’s banehalvdel.
Efter otte minutter udnyttede gæsterne pladsen. Thomas Gundelund blev sendt i dybden og fandt med en tværbold Musa Juwara, der sendte bolden i nettet på førsteberøringen.
Vejle var farligst, og efter 27 minutter troede gæsterne, at føringen blev fordoblet.
Et snorlige indlæg blev sendt ind i pandebrasken på Stefan Velkov, der headede bolden i mål, men den ungarske midtstopper var marginalt offside.
Ikke meget fungerede i første halvleg for OB, og efter 36 minutter var man også nødsaget til at flå anfører Filip Helander ud, efter at han flere gange havde balanceret på grænsen til at modtage advarsel nummer to.
Vejle-dominansen fortsatte i anden halvleg, hvor de jyske gæster stadig var bedst og skabte flere gode muligheder.
Efter en lille time blev opgaven endnu sværere for hjemmeholdet, da Tom Trybull modtog sin anden advarsel og blev sendt tidligt i bad.
OB kom lidt mere på bolden efter at være blevet reduceret til ti mand, men Vejle var farlig på omstillinger og skabte flere store chancer, som Viljar Myhra i OB-målet reddede gang på gang.
Mod slutningen forsøgte OB at trykke på for en udligning, men tæt på kom hjemmeholdet aldrig.
Silkeborg-AGF 2-2
1-0 Stefan Thordarson (3. minut). 1-1 Felix Beijmo (41. minut). 1-2 Felix Beijmo (63. minut). 2-2 Callum McCowatt (71. minut). Gult kort: Oliver Sonne, Silkeborg (21.)Joel Felix, Silkeborg (36.)Magnus Nordengen Knudsen, AGF (53.)Lubambo Musonda, Silkeborg (58.). Tilskuere: 4.904.
Silkeborg var bedst, men AGF var skarpest, da de to mandskaber mandag delte i porten med 2-2 i den første runde af Superligaens mesterskabsspil.
AGF’s Felix Beijmo, der inden kampen endnu ikke havde scoret i Superligaen, spillede en nøglerolle i opgøret, da han stod for begge gæsternes mål. AGF-backen udgik dog i de sidste minutter, med hvad der lignede en slem skade.
Det uafgjorte resultat betyder, at Silkeborg er isoleret i bunden af mesterskabsspillet med 28 point. Midtjyderne skal tilbage til 20. oktober for at finde seneste ligasejr.
AGF har på femtepladsen 37 point, hvilket er tre færre end FC Nordsjælland på fjerdepladsen.
Silkeborg kom buldrende ud til kampen mandag aften, og efter blot to minutter var hjemmeholdet i front, da Stefan Thordarson afsluttede et flot kontrastød og løftede bolden over Jesper Hansen i AGF-målet.
Hjemmeholdet var farlig på omstillinger, og efter 24 minutter var føringen tæt på at blive fordoblet, da hurtige Lubambo Musonda ramte den ene opstander. Det var anden gang i opgøret, at Silkeborg ramte stolpen.
Gennem hele første halvleg skabte Silkeborg mange muligheder, men den sidste skarphed og kvalitet manglede ofte, hvilket endte med at koste.
Kort inden pausen kom Felix Beijmo højest ved bageste stolpe og headede udligningen i mål.
Hvor der havde været perioder med god fodbold i første halvleg, udviklede den anden del af kampen sig til en mere uskøn affære, der var præget af mange nærkampe.
Det nød AGF godt af, og efter lidt mere end en time kom Beijmo på tavlen for anden gang i kampen. Han afsluttede et flot AGF-angreb og klappede bolden op i det nærmeste hjørne.
Små ti minutter senere lykkedes det Silkeborg at komme tilbage i kampen, da indskiftede Callum McCowatt dirigerede et indlæg i mål.
I kampens afslutning havde begge mandskaber muligheder for at tage alle tre point, men det endte i en pointdeling. Kort forinden måtte AGF’s dobbelte målscorer Felix Beijmo forlade banen på en båre i stærke smerter og føjer sig dermed til den lange liste af skadede spillere i Aarhus.
FCM-FCN 2-3
0-1 Daniel Svensson (22. minut). 0-2 Oliver Antman (52. minut). 0-3 Marcus Ingvartsen (54. minut). 1-3 Charles Matos (67. minut). 2-3 Cho Gue-sung (82. minut). Gult kort: Andreas Schjelderup, FC Nordsjælland (31.)Ola Brynhildsen, FC Midtjylland (41.)Oliver Antman, FC Nordsjælland (57.)Mads Bech Sørensen, FC Midtjylland (79.)Andreas Hansen, FC Nordsjælland (90.)
FC Nordsjælland åbnede mesterskabsspillet med en stor skalp, da FC Midtjylland på udebane blev besejret med 3-2.
Nordsjællænderne kom foran 3-0 og var bedst i størstedelen af kampen, men i slutminutterne trykkede hjemmeholdet på, og kun en redning på målstregen fra Jeppe Tverskov holdt FCM fra at fuldende comebacket.
Med nederlaget glider FCM ned på andenpladsen, efter at Brøndby tidligere mandag vandt 2-1 i Parken mod FC København. FCM har to point op til topholdet.
De tre point sender FCN på 40 point på fjerdepladsen, hvilket er fire mere end AGF, der senere mandag møder Silkeborg.
FCN startede opgøret mandag eftermiddag i Herning klart bedst.
Gæsterne lykkedes med deres boldbesiddende angrebsspil, og midt i første halvleg kom nordsjællænderne også i front, da et afrettet skud fra Daniel Svensson passerede Jonas Lössl i FCM-målet.
Mod slutningen af første halvleg overtog FCM mere af boldbesiddelsen, men hjemmeholdet manglede idéer, hvilket gjorde det nemt for FCN’s defensiv at holde FCM fra fadet.
Fra anden halvlegs start fortsatte FCN de gode takter.
Syv minutter efter pausen udnyttede gæsternes Oliver Antman en stor fejl fra midtstopper Mads Bech Sørensen, der serverede bolden i fødderne på Ibrahim Osman, der efterfølgende assisterede Antman.
Blot to minutter senere blev ondt værre for hjemmeholdet, da Andreas Schelderup sendte bolden ind i fødderne på Marcus Ingvartsen, der uden problemer kunne gøre det til 3-0.
FCM var fortsat en del på bolden, men Thomas Thomasbergs tropper var stort set kun farlige på dødbolde.
Netop en dødbold bragte midtjyderne på tavlen efter 66 minutter, da bolden efter et langt indkast endte i panden på indskiftede Charles, der headede en portion håb ind i hjemmeholdet.
Ti minutter før tid kom der for alvor spænding i opgøret, da FCN’s Jeppe Tverskov lavede en kæmpebrøler, som FCM’s spydspids Cho Gue-Sung kynisk omsatte til scoring.
Derfra pressede FCM på for en udligning. Tættest på var midtjyderne to minutter før tid, hvor Tverskov reddede gæsterne på stregen. Tættere kom hjemmeholdet ikke på at fuldende comebacket.
FCK-Brøndby 1-2
Et helt udsolgt Parken dannede flotte rammer om Brøndbys sejr på 2-1 ude over FC København i den første spillerunde af Superligaens mesterskabsspil.
FCK var ellers på sejrskurs med en føring, men en effektiv slutfase med to scoringer sørgede for fuldt pointudbytte til gæsterne fra Brøndby. Det afgørende mål kom efter 93 minutter, hvor Brøndbys Sean Klaiber bragede 2-1-målet ind bagest i feltet.
I store dele af kampen var Brøndby mest på bolden, men gæsterne havde svært ved at skære sig igennem FCK-organisationen og finde kreative profiler som Nicolai Vallys og Yuito Suzuki.
Omvendt stod FCK solidt i egne rækker og var det farligste hold med et meget direkte spil, men det var ikke nok til at slå Brøndby.
Med derbysejren hopper Brøndby op på Superligaens førsteplads med 50 point, mens FCK er nummer tre med 45 point. FC Midtjylland kan dog overhale Brøndby i front, hvis midtjyderne senere mandag får tre point mod FC Nordsjælland.
Ikke mere end et par minutter var der spillet af opgøret, før kampen blev afbrudt i et helt kvarter grundet en tæt tåge i Parken efter en ordentlig omgang pyroteknik fra Brøndbys fans.
Da første halvleg langt om længe kunne fortsætte, var det specielt gæsterne fra Brøndby, der havde størst kvalitet på bolden. Udeholdet havde bolden mest, og det tvang FCK tilbage i egne rækker i længere passager dog uden nævneværdige chancer til de to hold.
FCK arbejdede sig ind i opgøret, og efter 42 minutter bankede FCK-højrebacken Peter Ankersen et føringsmål ind. Ankersen fik bolden i højre side af Brøndby-feltet, og han bragte værterne i front med en flad afslutning i det lange hjørne.
Brøndby havde kort før pause alle muligheder for at udligne, men de to offensivspillere Yuito Suzuki og Nicolai Vallys misbrugte en stor dobbeltchance tæt under mål efter et hjørnespark. Det sørgede for en 1-0-pauseføring til FCK.
Hjemmeholdet kom buldrende ud til anden halvleg, og FCK fik trykket Brøndby helt ned. Det kastede en stor chance til kantspilleren Elias Achouri af sig, men stolpen reddede Brøndby.
I stedet faldt udligningen med 20 minutter tilbage. Brøndbys indskiftede Mathias Kvistgaarden sprintede i dybden, tog et par driblinger ind i banen og bankede en flot scoring op i det lange hjørne til 1-1.
Opgøret blev vendt helt på hovedet efter 93 minutter, hvor Brøndby sikrede alle tre point. En flot aflevering endte for fødderne af backen Sean Klaiber, og han flugtede 2-1-målet og dermed sejren ind for Brøndby.
Viborg-Hvidovre 3-1
1-0 Isak Steiner Jensen (24. minut). 2-0 Daniel Anyembe (59. minut). 3-0 Isak Steiner Jensen (66. minut). 3-1 Tobias Thomsen (79. minut). Gult kort: Martin Spelmann, Hvidovre (33.) Udvisning: Nico Mantl, Viborg (85.) Tilskuere: 5.405.
Det holdt hårdt for Viborg, der søndag eftermiddag på hjemmebane tog tre vigtige point i nedrykningskampen, da Hvidovre blev besejret med 3-1.
Fakta
23. runde
Søndag 31. marts:
Randers-Lyngby 6-2
Viborg-Hvidovre 3-1
Mandag 1. april:
FC København-Brøndby 1-2
FC Midtjylland-FC Nordsjælland 2-3
Silkeborg-AGF 2-2
Tirsdag 2. april:
19.00: OB-Vejle
Viborg imponerede langt fra spillemæssigt, men var skarpere end gæsterne, der ellers pressede på i en hektisk afslutning, som både bød på et annulleret mål til Hvidovre og et rødt kort til hjemmeholdet, som VAR dog efterfølgende trak tilbage.
Med sejren har Viborg 26 point i nedrykningsspillet, hvilket er syv mere end Vejle, der er øverste hold under stregen. Vejle møder tirsdag OB.
Hvidovre ligger fortsat sidst med 11 point og har 12 point op til Lyngby over stregen.
Viborg startede opgøret søndag eftermiddag bedst og i kontrol, men havde svært ved at komme frem til muligheder.
Ud af ingenting fik hjemmeholdet midtvejs i første halvleg en gave, den pakkede Viborgs Isak Jensen kynisk op.
Hvidovre-keeper Adrian Kappenberger spillede bolden lige ud i fødderne på Isak Jensen, der udnyttede og flot sparkede bolden i det tomme mål.
Det var ikke meget, der fungerede i Viborgs spil, og hjemmeholdet kom stort set kun frem til chancer, når Hvidovre lavede fejl.
Gæsterne havde ikke meget at byde ind med offensivt i første halvleg, men det blev ændret efter pausen.
Hvidovre kom bedst ud til anden halvleg og skabte flere gode muligheder i de første ti minutter.
Gæsterne formåede dog ikke at kapitalisere af den gode start, og så var det i stedet Viborgs Daniel Anyembe, der efter en time kombinerede med Serginho og fordoblede føringen.
Fem minutter senere gjorde Isak Jensen det også til 3-0 med sin anden scoring i kampen.
Ti minutter før tid reducerede indskiftede Tobias Thomsen for gæsterne, og det skabte usikkerhed hos Viborg.
Kort efter troede Hvidovre, at spændingen for alvor var tilbage, da Simon Makienok omsatte en nedfaldsbold i Viborg-feltet til scoring, men målet blev kaldt tilbage af VAR for en marginal offside.
Det ændrede ikke på, at Viborg var på hælene.
Hjemmeholdets keeper, Nico Mantl, blev efterfølgende udvist, da han gik voldsomt ind i en tackling på gæsternes Lirim Qamili.
Endnu en gang blev kendelsen dog omstødt af VAR, og det røde kort blev trukket tilbage, da Viborg-keeperen havde ramt bolden først.
Dermed lykkedes det Viborg på trods af en hektisk afslutning at holde føringen hele vejen til slutfløjt.
Randers-Lyngby 6-2
1-0 Mohammed Fuseini (8. minut). 2-0 Oliver Olsen (18. minut). 3-0 Lasso Coulibaly (31. minut). 3-1 Andri Gudjohnsen (45. minut). 4-1 Mohammed Fuseini (48. minut). 5-1 Mohammed Fuseini (52. minut). 6-1 Simen Bolkan Nordli (57. minut). 6-2 Magnus Jensen (90. minut). Gult kort: Casper Kaarsbo, Lyngby (56.)Mads Enggård, Randers FC (90.) Tilskuere: 3.461.
De to hold lå på samme pointantal inden mødet, men det var på ingen måde til at se på græsset i Randers, hvor der var klasseforskel.
Lyngby-defensiven sejlede hele kampen igennem, og gang på gang straffede hjemmeholdet det med knivskarpe dybdeløb og kombinationer omkring gæsternes felt.
Med sejren får Randers en optimal start på nedrykningsspillet og er på 26 point, mens Lyngby med 23 point har fire point ned til Vejle under nedrykningsstregen.
Vejle møder OB tirsdag, mens de to sidste hold i nedrykningsspillet, Viborg og Hvidovre, støder sammen senere søndag.
Randers tog fra begyndelsen initiativet i kampen søndag eftermiddag.
Efter otte minutter gav den gode Randers-start pote, da Mohammed Fuseini sendte hjemmeholdet i front.
Oliver Olsen blev spillet fri bagved Lyngby-forsvaret og lagde den på tværs til Randers-angriberen, der skovlede bolden over stregen med låret.
Hjemmeholdet var i hopla og tilspillede sig flere store muligheder.
Efter 18 minutter blev føringen også fordoblet, da Oliver Olsen modtog bolden inde i Lyngby-feltet og flot lagde den over i det fjerne hjørne.
Randers truede konstant Lyngbys tunge forsvarskæde, der gang på gang blev overløbet.
Efter en halv time gik det igen galt for Lyngby-forsvaret, der ikke var i stand til at stoppe noget hele opgøret igennem.
Mikkel Kallesøe blev med en simpel bold spillet fri i feltet, inden Randers-backen spillede bolden på tværs til Lasso Coulibaly, der uden problemer scorede i tomt mål.
Lige inden pausen blev der skudt en lille portion håb ind i Lyngby, da Andri Gudjohnsen kom øverst på et indlæg og headede reduceringen i mål.
Hvis reduceringen havde givet Lyngby troen på et comeback, varede det kort. Få minutter inde i anden halvleg var den endnu en gang gal i den sjællandske defensiv.
Igen blev gæsterne overspillet i bagrummet, og igen var det Mohammed Fuseini, der satte indersiden på en tværbold og scorede i et tomt Lyngby-mål.
Man skulle tro, at Lyngby efterhånden havde lært af kampens forløb, men to minutter efter sejlede det på ny i defensiven, da Fuseini løb fra Lyngby-forsvaret, rundede keeper David Jensen og gjorde det til 5-1.
Randers udviste ingen nåde, og blot fem minutter senere fortsatte hjemmeholdet ydmygelsen, da Simon Nordli fik foden på et indlæg og øgede føringen.
Hjemmeholdet havde efterfølgende chancerne til endnu flere scoringer, men i stedet kom Lyngbys Magnus Jensen i tillægstiden højest på et hjørnespark og headede en reducering i mål.
Ritzau
fortsæt med at læse


























