Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident, Sepp Blatter, bør træde tilbage, når hans fjerde periode som leder for verdensunionen udløber næste år.
Sådan lyder det nu fra Dansk Boldspil-Union (DBU), der mener, at den 78-årige schweizer er blevet ansigtet på talrige historier om bestikkelse og magtmisbrug, så han står i vejen for den traditionsrige sports muligheder for at forny sig og forbedre sit image over for omverdenen.




























