Efter at kvartfinalerne har været endestationen i de to seneste VM-slutrunder, i 2006 og 2010, for holdet fra det store fodboldland, der har vundet flere VM-titler end nogen andre, skal Brasilien igen vinde verdensmesterskabet – og for første gang på hjemmebane.
Det må ikke kikse nu i 2014, og derfor bad fodboldforbundet om hjælp hos manden, der har gjort det før. Luiz Felipe Scolari. Den 65-årige mestertræner sagde ja til den store opgave for to år siden og har formet et favorithold, der under hans ledelse har udstrålet stor selvtillid, spilleglæde og styrke i den lange optaktsperiode.




























