Geniale Klinsmann møder skepsis trods perfekt statistik

JUBEL. At USA's målscorer brækkede næsen, ser Jürgen Klinsmann ikke som noget problem. Han er klar igen om et par dage, lover den jublende landstræner.
JUBEL. At USA's målscorer brækkede næsen, ser Jürgen Klinsmann ikke som noget problem. Han er klar igen om et par dage, lover den jublende landstræner.
Lyt til artiklen

Nok har Jürgen Klinsmann lige stået i spidsen for en amerikansk åbningssejr i VM-slutrunden - som han plejer - men derfra til at høste ubetinget anerkendelse er der langt i et land, hvor fodbolden stadig er noget af et stedbarn.

Da indskiftede John Brooks fire minutter efter Ghanas elegante udligning headede USA's sejrsmål over stregen til 2-1, sikrede han dels en amerikansk revanche mod Ghana, dels Klinsmanns perfekte statistik i forhold til VM-åbninger.

Som spiller vandt Klinsmann med Vesttyskland 4-1 over Jugoslavien i 1990, med Tyskland 1-0 over Bolivia i 1994 og 4-2 over USA i 1998, og som tysk landstræner blev det 4-2-sejr over Costa Rica i VM's første kamp i 2006.

Clint Dempsey åbnede scoringen med VM-slutrundens hidtil hurtigste mål efter 29 sekunder, og han blev dermed den første amerikaner, der har scoret i tre VM-slutrunder, men 1-0-målet blev indledning på et massivt ghanesisk pres.

1-0 VM's hurtigste målscorer: Nogle gange er det skidt at score

»Hele bænken hoppede omkring, men derefter var det ikke godt, fordi vi lod dem komme til os, selv om jeg fra sidelinjen råbte, at vi skulle have kontrol over kampen«, siger Jürgen Klinsmann om det tidlige føringsmål.

Ingen chance for at vinde VM
Men amerikanerne var presset, helt som Klinsmann har været det 'hjemme' i USA, efter en bemærkning om, at USA ikke har en chance for at vinde VM.

Den slags siger man bare ikke i USA, uanset hvor realistisk det end er.

»Han er ikke herfra, så måske er han ikke klar over det, men vi bruger ikke defaitisme. Eller vi burde i hvert fald ikke gøre det. Og hvad så, hvis vi ikke kan vinde? Vi tænker ikke sådan. Og vi siger det sgu i hvert fald ikke højt! Hvorfor skulle vi?«, skrev tv-stationen CBS's kommentator Gregg Doyel.

Og selv efter sejren i nat (dansk tid) var begejstringen behersket.

2-1

Ghana overvinder lynmål, kværner løs og bliver knockoutet af USA

I USA Today mener Nancy Armour, at der stadig svæver tre spørgsmål i luften, især på baggrund af det pres, det amerikanske hold var under i 80 minutter af kampen.

At Klinsmann har droppet rekordmålscoreren Landon Donovan, at han brugte 32-årige DaMaarcus Beasley fra start, og at den forudsagte fysiske fordel ikke var tydelig, får kommentatoren til at være kritisk.

»Og så, men et vildt hovedstød i 86. minut, fik Brooks Klinsmann til at ligne et geni. I hvert fald i nogle få timer«, skriver Nancy Armour.

Revanche for to VM-nederlag i træk

Ved de seneste to VM-slutrunder er USA blevet sendt ud af Ghana med nederlag i den sidste puljekamp i 2006 og i ottendedelsfinalen i 2010, begge gange med 2-1, men nu har USA fordelen inden de kommende kampe mod sårede Portugal og skræmmende Tyskland.

»Kampen viste os, at der er mange områder, vi skal forbedre til den anden kamp. Vi kigger på det, analyserer det og viser det til spillerne«, forklarede Jürgen Klinsmann.

Klinsmann er den ene af den aktuelle slutrundens to treænere, der har vundet VM som spiller (den anden er franskmanden Didier Deschamps i 1998), og tyskerens erfaringer fra den aktive karriere bruger han til at opmuntre 1-0-målscoreren Clint Dempsey, der måtte spille færdig med en brækket næse efter nærkontakt med en ghanesisk støvle.

»Jeg brækkede min næse tre eller fire gange. Han er klar igen om et par dage«, lover Klinsmann.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her