Det er nu ikke kun Luis Suárez, men hele det uruguayanske landshold, der er færdig ved VM.
Sydamerikanerne var - undskyld udtrykket - fuldstændig uden bid i ottendedelsfinalen mod Colombia.
Colombianerne, der hidtil i turneringen har været aldeles suveræne, kvaste deres defensive og destruktive modstandere med en tempofyldt angrebsspil og genialiteter fra guldfuglen James Rodriguez, der for fjerde kamp i træk kom på måltavlen.
Med to scoringer sørgede han for, at Colombia med en 2-0-sejr nu er videre til kvartfinalen mod Brasilien.
Centerangriber tiltrak opmærksomhed
At det var sådan det skulle ende, gav kampens begyndelse en klar indikation på.
Colombia satte sig med det samme tungt på opgøret.
Uruguay har taget Suarez-trøje med til kampI forhold til de to første kampe ved VM, hvor træner José Pekerman havde stillet i stærkeste opstilling, var der sket en enkelt ændring.
Centerangriberen Jackson Martinez, der scorede to mål i Colombias sidste gruppekamp, fik chancen fra start på bekostning af kantspillere Victor Ibarbo, og det gav holdet væsentlig mere tyngde inde foran mål.
Plads til James
På den måde var Uruguays midterforsvar og ofte også defensive midtbane beskæftiget, og det gav plads til livlige typer som Juan Cuadrado og James Rodriguez.
Og netop Rodriguez udnyttede efter en lille halv time den plads til at lave et af slutrundens allersmukkeste mål.
Med ryggen til mål tæmmede den lille superteknikker bolden med brystet, vendte rundt og hamrede så til den, inden den ramte jorden.
På stregen sprællede Uruguays Fernando Muslera forgæves efter langskuddet, der bragede i kassen via overlæggeren.
Stort Suárez-savn
Uruguay savnede som forventet hjemsendt Luis Suárez enormt. Oppe foran var veteranen Diego Forlan blevet udpeget til at skulle løfte arven efter Liverpool-angriberen, men det magtede han på ingen måde.
Ganske sigende for, hvor lidt Uruguay havde at byde på var, at deres farligste forsøg i lang tid var et langskud fra 35 meter.
Pelé: Luis Suarez fik en fair strafJames Rodriguez slog den colombianske sejr fast allerede fem minutter inde i anden halvleg. Venstrebacken Pablo Armero slog et præcist indlæg mod fjerneste stolpe.
Her dukkede Juan Cuadrado op og headede bolden ned for fødderne af James Rodriguez, der på kanten af det lille felt let kunne gøre det til 2-0. Målet var hans femte i turneringen, og dermed fører han topscorerlisten.
Offensive satsning virkede ikke
Uruguay reagerede prompte ved skifte to offensive kræfter ind i form af Christian Stuani og Gaston Ramirez på bekostning af anonyme Diego Forlan og backen Alvaro Pereira.
Senere kom også angriberen Abel Hernandez på banen, men lige lidt hjalp det.
Colombia har vundet samtlige kampe ved VM indtil nu, og kan dermed gå ind til den hidtil største udfordring ved slutrunden sprængfyldte med selvtillid.
fortsæt med at læse




























