Costa Ricas landstræner, Jorge Luis Pinto, er trods lørdagens nederlag i VM-kvartfinalen stolt over, at hans undertippede mandskab formåede at presse fodboldstjernerne fra Holland ud i en straffesparkskonkurrence.
Selvom Holland havde adskillige store chancer i de første 120 minutter, så havde mellemamerikanerne også gode muligheder for at skabe VM's hidtil største overraskelse. Men de hollandske profiler viste verdensklassen fra 11 meter og sparkede de orangeklædte i semifinalen.




























