Gigantisk ydmygelse: Tyskland river Brasilien fuldstændig fra hinanden

Lyt til artiklen

Brasilien er færdig ved VM - helt færdig.

Værtslandet blev ydmyget på det groveste af et sprudlende tysk landshold, der nu er i finalen. Kampen endte 7-1, hvilket er det største nederlag Brasilien har oplevet siden de i 1920, hvor holdet tabte 6-0 til Uruguay.

Efter bare en halv time stod det 5-0 til tyskerne.

Thomas Müller indledte målfesten. Miroslav Klose scorede sit 16. mål i VM-sammenhæng og blev dermed historiens mest scorende. Derefter tog Toni Kroos over med to mål. Og til sidst lukkede Sami Khedira kampen - selvom der altså stadig manglede en time.

I anden halvleg indledte Brasilien med et par store chance, men indskiftede André Schürrle fjernede det lillebitte håb, der muligvis var blevet tændt i den brasilianske lejr ved at score to gange i det 69. og 79. minut.

I overtiden fik Oscar lov at reducere, men det ændrede ikke ved, at Brasilien var blevet ydmyget på det groveste.

Tyskland skal i finalen møde vinderen af Holland-Argentina. Den kamp spilles i morgen klokken 22 dansk tid.

Herunder kan du se, hvordan aftenens semifinale forløb:

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her