Charlton, Van der Kerkhof, Hoeness, Allofs, Koeman, De Boer, Mpenza, Laudrup og nu også Jensen.
Bare at nævne nogle få, for mere eller mindre berømte brødrepar og andre familiebånd snor sig sirligt gennem VM-slutrundernes nu 80-årige historie.
Grundige fodboldhistorikere har optalt, at ikke færre end 47 brødrepar har spillet VM-fodbold, inden det gik løs i Sydafrika, men ved den igangværende slutrunde kan trutlydene fra de enerverende vuvuzelaer alligevel akkompagnere indmarchen af nogle helt unikke konstellationer.
LÆS ARTIKEL Se samtlige 52 brødrepar i VM-historien
Boateng kan møde Boateng
Når Ghana og Tyskland i morgen mødes på Soccer City Stadium i Johannesburg, er der mulighed for, at to brødre optræder på hver sit hold.
Jerome og Kevin-Prince Boateng er godt nok ‘kun’ halvbrødre. De er begge født som tyskere i Berlin og har samme ghanesiske far, men efter at have spillet på samtlige seks tyske ungdomslandshold blev 23-årige Kevin-Prince fra Portsmouth kort tid før VM-udtagelsen overtalt til at stille op for Ghana.
Laudrup og Jensen
Listen over VM-historiens brødrepar har siden 1998 talt bl.a. Michael og Brian Laudrup, men nu optræder også Daniel og Niclas Jensen som et af de i alt 52 brødrepar eller -trioer. Niclas Jensen var med ved VM i 2002 og spillede sammen med sin lillebror ved EM-slutrunden i 2004, men Daniel Jensen er i Sydafrika VM-debutant uden sin bror, der spillede sin sidste landskamp for Danmark i marts 2008.
Med en kun 24-årig VM-historie bidrager Danmark ikke til listen over anden- eller endda tredjegenerations VM-spillere, som også tæller nogle legendariske navne. Nogle af de danske 1986-spillere som John Sivebæk og Michael Laudrup har sønner på hjemligt topplan, så der kan ved fremtidige VM-slutrunder måske også komme danske bidrag på en liste, der blev påbegyndt i 1970.
Mexicansk målscorer er tredje generation
Da Mexico første gang var VM-vært, blev der nemlig sat en usædvanlig ‘rekord’. Mexicos José Vantolra blev den første søn af en tidligere VM-spiller i en slutrunde, men hans far, Martin Vantolrá, havde repræsenteret Spanien i 1934.
I 1970 var José Vantolra VM-holdkammerat med Mario Perez, der også havde VM-blod i årerne, eftersom hans farfar, Luis Perez, havde deltaget i den allerførste VM-slutrunde i 1930.
Det bliver dog overgået i år Javier Hernández Balcázar med tilnavnet 'Chicharito', der scorede Mexicos andet mål mod Frankrig og efter VM skifter til engelske Manchester United.
Den 22-årige mexicaner er den tredje generation på det mexicanske VM-hold. Han er søn af Javier Hernández Gutiérrez, , og hans farfar er Tomás Balcázar, der var VM-spiller i 1954.
Forlan efter Forlan
Talrige sønner er siden fulgt i deres fædrene VM-fodspor, og i Sydafrika er der også flere sønner af tidligere VM-spillere. Diego Forlan, der også var med ved VM i 2002 for Uruguay, er søn af Pablo Forlan, hvis to VM-deltagelser daterer sig tilbage til 1966 og 1974.
SPILLERPROFIL - DIEGO FORLAN
Spanierne Xabi Alonso og målmanden Pepe Reina er andre andengenerations VM-spillere på en liste, der tæller blandt andre svenskeren Tobias Linderoth, italieneren Paolo Maldini, franskmanden Youri Djorkaeff, polakken Euzebiusz, der er søn af polakken Wlodzimierz og opkaldt efter den portugisiske VM-legende Eusebio, og sydkoreaneren Du-Ri Cha, der i 2002 efterfulgte sin legendariske far, Bum-Kun Cha.
I Sydafrika er der også et par sønner, der med nogen forsinkelse får opfyldt faderens ambition. De ghanesiske brødre Andre og Ibrahim Ayew er nemlig sønner af Abédi Pelé, der med 33 mål er alle tiders mest scorende ghaneser, men selv om Abédi Pelé er indehaver af rekorden for flest spillede African Cup of Nations-slutrunder og var med til at vinde den europæiske Champions League med Marseille i 1993, så formåede en af de bedste afrikanske fodboldspillere nogen sinde aldrig at kvalificere sig til VM med sit landshold, Black Stars, der først fik VM-debut i 2006.
Dygtige trænersønner
Til slutrunden Sydafrika har to trænere udtaget deres sønner til VM-slutrunden. Bob Bradley jublede over sønnen Michaels mål, da USA spillede 2-2 mod Slovenien, men Vladimir Weiss kan ligeledes være stolt over sønnen af samme navn, der var blandt Slovakiets bedste i 1-1-kampen mod New Zealand.
Selv om opfindsomheden ikke har været stor i Weissfamilien, så har fodboldgenerne været i orden, eftersom yngste Vladimir (født 1989) har efterfulgt både sin far og farfar som landsholdsspiller. Farmand Weiss (født 1954) spillede 19 kampe på Tjekkoslovakiets landshold, var med til VM-slutrunden i 1990 og spillede efter opsplitningen 13 landskampe for Slovakiet, og så er han søn af Vladimir Weiss (født 1939), der i 1964 var med til at vinde sølv i den olympiske fodboldturnering.
Tredje generation på vej hos Maldini
Cesare Maldini er en anden tidligere VM-træner, der har haft sin søn med på holdet, og Maldinifamilien kan måske endda blive den næste, der bliver repræsenteret ved en VM-slutrunde af tre generationer. Christian Maldini er godt nok kun 14 år, men han betragtes som en af de mest talentfulde spillere i AC Milans ungdomsafdeling.
Og så er der måske opmærksomme læsere, der undrer sig over, at to af Sloveniens målmænd hedder Handanovic til efternavn – men de er altså ‘kun’ fætre ...
fortsæt med at læse




























