Mens op til to millioner franskmænd i går demonstrerede mod regeringens pensionsreform, tog præsident Nicolas Sarkozy sig tid til at modtage det slagne franske VM-holds tidligere anfører Thierry Henry i Elysée-palæet i Paris. »Det er Thierry Henry, der har bedt om at blive modtaget«, hed det ifølge kilder i Elysée-palæet om det mystiske møde, som er ’helt privat’.
LÆS ARTIKEL Fransk landstræner nægter at give modstander hånd
Men sportspressen tager det for givet, at Thierry Henry har ønsket at give præsidenten en personlig beretning om det franske landsholds sportslige og moralske sammenbrud i Sydafrika.
Samtidig har flere spillere sagt, at »de vil fortælle sandheden om, hvad der skete i Sydafrika«.
»Frankrig er til grin«, lød det i overskrifter og tv-kommentarer verden over, og præsident Sarkozy bebudede onsdag en større storvask i fodboldforbundet efter spillernes opgør med den upopulære landstræner og deres strejke i Sydafrika.
»Præsidenten har bedt sine ministre om at sørge for, at de ansvarlige drager konsekvenserne af denne katastrofe«, hed det onsdag aften i et kommunike fra Elysée-palæet.
Fifa passer på
Det betyder, at der skal rulle hoveder i toppen af det franske fodboldforbund, FFF. Men flere kommentatorer advarede i går præsidenten. Ifølge det internationale fodboldforbund må regeringer og politikere ikke blande sig i de nationale forbunds indre anliggender.
I 2008 kaldte Fifa f.eks. Cameroun til orden i en lignende sag, og sidste år blev Irak suspenderet fra Fifa, efter at regeringen havde opløst den nationale olympiske komite.




























