Fyldt af forhåbningens glæde er det tjekkiske landshold klar til at entre Parken.
Og det er en velforberedt tjekkisk landstræner, Michal Bilek, der har klargjort sine tropper til mødet med et danske landshold uden Nicklas Bendtner, men i stedet med alternativer som Nicolai Jørgensen og Nicklas Helenius. I den tjekkiske landsholdslejr blomstrer troen på egne evner oven på holdets genkomst under EM-turneringen, hvor det efter en noget vakkelvorn start formåede at avancere til kvartfinalen på bekostning af blandt andet Rusland. En selvtillid, der trods skader på flere centrale positioner, størst er savnet af Arsenals midtbanedynamo Tomas Rosicky, giver den tjekkiske træner tro på sejr. Respekt for danskerne »Vi har sammensat et godt hold, og jeg tror på, at vi har evnerne. For mig er der ikke forskel på, om de stiller med Helenius eller Bendtner. Jeg har mine egne ideer, og dem tror jeg på«, siger Bilek.




























