Vi ved, at det ofte kan tage måneder for en spiller, der skifter fra en stor klub med et mesterhold til en stor klub med et hold i en liga på endnu højere niveau, at få fodfæste det nye sted, etablere sig og få ro på tingene og præstere godt i de nye omgivelser. Blive accepteret af medspillerne, fansene – og positivt bedømt af medierne.
Det har Christian Eriksen, der forlod Ajax Amsterdam til fordel for Tottenham, klaret på nærmest ingen tid. Det imponerer. Og det må, har vi lov at tro, være til gavn for VM-holdet, hvor den 21-årige offensivspiller er en vigtig brik og gerne skal spille op til sit allerbedste i aften mod Italien.




























