I et totalvirvar af danske smil, ranke rygge og jubelgloser stod Pione Sisto ud fra mængden. Det var fredag 1. september, de danske fodboldgutter havde lige banket stærke Polen med 4-0, og i randen af Parken var de omgivet af journalister. Af blokke, diktafoner, mikrofoner og kameraer, der sendte ordene om Danmarks stærke comeback i VM-kvalifikationen ud i hundredtusinder af tv-stuer landet rundt.
Under efterårshimlen lyste Pione Sistos elfenbenshvide tænder evigt op i aftenens sort. Men det var nu ikke bare det markante smil i kantspillerens mørke ansigt, der fik den 22-årige dansker med de sydsudanske rødder til at skille sig ud. Der var noget med hans udstråling. Han var så afslappet, nærmest lad, og alligevel var han konstant bare et par halvsjove ord eller et skævt blik fra at grine.
