Badminton. Joachim Fischer og Christinna Pedersen er blandt verdens absolut bedste mixeddoublepar, og det viser parret også i Yonex Sunrise India Open. Danskerne er topseedet i turneringen, og fredagens kvartfinale blev, ligesom de to første runder, vundet sikkert. Denne gang gik det ud over over japanerne Kenichi Hayakawa og Misaki Matsutomo, der blev besejret i to sæt, 21-10, 21-18. I herredouble bliver Danmark repræsenteret i semifinalerne med minimum et enkelt par. Carsten Mogensen og Mathias Boe, der er topseedet i turneringen, sejrede som ventet mod kineserne Wang Yilv og Zhang Wen. Sætcifre lød på 21-19 og 21-14 til danskerne.
Fodbold. Tidligere på ugen måtte Liverpool-angriberen Daniel Sturridge trække sig fra den engelske landssamling på grund af en skade. Nu viser det sig, det ikke kun er landskampen mod Litauen fredag aften, han går glip af. Ifølge det norske nyhedsbureau NTB venter der angriberen en pause på omkring fire uger.




























