1. Brite udstråler vinderattitude
Kombinationen af feltets bedste bil og en af de bedste kørere kan kun give et resultat, og derfor var det ganske indlysende, da verdensmester Lewis Hamilton kørte sin Mercedes til sæsonens fjerde grandprix-sejr foran over 100.000 ellevilde tilskuere på hjemmebanen Silverstone.
I de seneste fem løb har Hamilton vundet fire gange, og i samme periode har den førende i VM-serien, Nico Rosberg, blot vundet en enkelt gang. Det betyder, at briten foreløbig er kommet bedst igennem den heftige sommerperiode med seks løb på halvanden måned, og det kan blive afgørende, når regnebrættet gøres op 27. november.




























