Der var oprejsning til Kevin Magnussen, da der søndag blev kørt Formel 1 i russiske Sotji.
Den danske Haas-kører startede som nummer 13, men fik efter en flot start og en godt udnyttet safety car-periode kørt sig frem til en slutplacering som nummer otte.
En tidsstraf på fem sekunder sendte efterfølgende danskeren ned på niendepladsen, men Magnussen kan altså sætte VM-point på kontoen for første gang siden det tyske grandprix i slutningen af juli.
»Fantastisk kørt. Havde det ikke været for en idiotisk steward, var det blevet en ottendeplads«, var reaktionen på teamradioen fra teamchef Günther Steiner.
Haas-danskeren får to og har nu 20 i alt.
Løbet blev vundet af Lewis Hamilton (Mercedes), der dermed brød Ferraris stime på tre sejre i træk.
Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, blev nummer to, mens Ferraris Charles Leclerc fuldendte podiet.
Med sejren udbygger Lewis Hamilton sin føring i den samlede VM-stilling.
Ritzau




























