Odense Håndbold tabte den første kamp i finaleserien, men vandt de to næste og er dermed danmarksmester.

Odense støder Esbjerg af håndboldtronen i hæsblæsende finale

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 23.34 med citater.

Efter en mindeværdig finaleserie på tre kampe kan Odense Håndbold kalde sig dansk mester. Torsdag aften vandt de fynske kvinder på hjemmebane med 33-31 over Team Esbjerg og vandt dermed finaleserien med 2-1 i kampe efter at have fået en gedigen lussing i det første opgør.

Det afgørende brag mellem de to mastodonter bølgede konstant frem og tilbage, og først i de allersidste sekunder kunne Odense med god samvittighed begynde at fejre guldet. Særligt landsholdsspiller Mie Højlund kan prale af en forrygende kamp for Odense. Utrætteligt angreb hun igen og igen og gjorde livet surt for Esbjerg.

»Det er svært at sætte ord på. Det har været verdens længste sæson og en helt vild sæson med så mange indtryk. At det kulminerer med DM-guld på hjemmebane er svært at tro«, siger Mie Højlund til TV 2.

»Det var så intens en kamp, der bølgede frem og tilbage. Det var en sindssygt hård kamp i en kulisse som denne. Det er uvirkeligt. Det er en kæmpe bedrift, og jeg er så stolt af at være en del af den her klub«, tilføjer hun.

Med triumfen er fynboerne tilbage på den danske håndboldtrone, hvor Team Esbjerg har siddet i de seneste to sæsoner.

Grædefærdig over fejl til sidst

Det var ellers vestjyderne, der fik en gedigen drømmestart på opgøret i Odense. Anna Kristensen pillede pynten af værterne, mens Henny Reistad buldrede derudad i angrebet. Efter fire minutter var Esbjerg foran med 4-1.

I den første finale blev Odense blæst fuldstændig omkuld af Esbjergs heftige indledning, men torsdag aften var der mere ro over fynboerne. De arbejdede sig stille og roligt ind i opgøret, og som altid var det Mie Højlund og Helena Elver, der gik forrest angrebsmæssigt. Efter 14 minutter havde Odense bragt balance i regnskabet til 9-9. Og så forblev det tæt.

Føringen skiftede konstant mellem de to hold, og intensiteten var vild. På grund af Mie Højlunds konstante dueller fik Odense bunker af straffekast, og Ragnhild Valle Dahl var sikkerheden selv. Seks på seks før pausefløjt. Men Esbjerg fik igen styr på sagerne i slutningen af halvlegen og gik til pause foran med 19-18.

På den anden side af pausen var det dog, som om Odense fik bedre fat. Ikke mindst fordi Esbjerg i perioder slet ikke kunne få offensiven til at fungere. Samtidig fortsatte energibomberne i Odenses bagkæde med at slide på vestjydernes forsvar, og Anna Kristensens redningsprocent faldt. Det betød, at Odense med 10 minutter igen stod med en tremålsføring.

Det kunne ligne en lille afgørelse, men det var det slet ikke. Esbjerg vågnede fra de døde. Og selvfølgelig spillede den altoverskyggende Esbjerg-stjerne Henny Reistad en afgørende rolle for, at det med tre minutter igen var helt lige. Men da Team Esbjergs Michala Møller i sidste minut kastede bolden i Odense-hænder, var det mere eller mindre afgjort. Odense var foran med én og skulle bare undgå at smide bolden væk.

Oplevelsen påvirkede Michala Møller, der var i tårer efter nederlaget.

»Jeg er selvfølgelig ked af det. Jeg er skuffet. Ja, jeg er vred. Der er mange følelser lige nu. Jeg havde ønsket, at vi kunne slutte sæsonen af som dansk mester, men det bliver ikke sådan«, siger landsholdsspilleren til TV 2.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her