Danmark leverede langt fra nogen prangende afslutning på træningsturneringen Møbelringen Cup i Norge, da det blev til en relativt beskeden 23-22-sejr over upåagtede Island i den sidste kamp.
Danskerne var sågar tæt på kun at få uafgjort, idet islændingene faktisk havde bolden i slutsekunderne uden dog at få udlignet. Landstræner Jan Pytlicks mandskab var imidlertid handicappet af skader hos stregspillerne Lene Lund Nielsen og Kamilla Kristensen, ligesom rutinerede Katrine Fruelund og Rikke Skov fik lov at sidde over.




























