Danmark scorede 40 mål, da europamestrene i håndbold lørdag åbnede VM i Kroatien med en storsejr mod Brasilien. Og netop angrebsspillet glædede landstræner Ulrik Wilbek sig over.
»Jeg er specielt tilfreds med angrebspillet. Jeg føler, at vi fik alle i gang, selv om det var et lidt uortodokst mandskab at spille mod. Jeg er glad for, at vi kom i gang mod et offensivt indstillet forsvar, for det kan vi bruge, når vi skal møde Serbien, der har et aggressivt forsvar«, sagde Ulrik Wilbek efter sejren på 40-27.




























