Efter sikre sejre over Brasilien, Saudi Arabien og Egypten kom de norske håndboldmænd ned på jorden igen, da de tabte 27-26 til Serbien, som dermed fik oprejsning efter to nederlag i træk til henholdsvis Danmark og Brasilien.
Serberne gik til pausen med et tomålsforspring, men i minutterne efter pausen kom nordmændene bedre med i kampen og kæmpede sig til en 17-16-føring, inden serberne trak fra igen.
11 sekunder før tid satsede Norge alt og spillede med syv mand i angrebet, men den svagt spillende Erland Mamelund - blot en scoring på seks forsøg - kastede bolden ud over sidelinjen og 'sikrede' således Serbien en sejr på 27-26 i Danmarks gruppe D, hvor balkanmandskabet nu igen kan drømme om en plads i mellemrunden.




























