Der sidder fire mand på en bænk. Og ingen af dem hedder Mortensen. Den ene, ham helt til venstre, kan vi kalde Svan. Han er ved at trække sin venstre sko på. Den anden, ham ved siden af Svan – vi kan jo kalde ham Laen – er gået i gang med at snøre sin ene sko. Den tredje, som vi kan kalde Landin, det er ham ved siden af Laen, roder lidt med sine snørebånd. Og den fjerde, ved siden af Landin og yderst til højre – og en fyr vi jo kan kalde Bruun Jørgensen – er ikke nået længere end til at se på sine sko. Luksusbænk
Men egentlig er det noget vrøvl at skrive bænk, for i virkeligheden er det en stolerække, der er sat sammen til en slags luksusbænk. Og i dette tilfælde står ’bænken’ på gulvet i en mægtig håndboldhal i den kroatiske storby Split, malerisk med Adriaterhavet på den ene side og lænende sig op ad golde, smukke bjerge på den anden. Det er her, det danske håndboldlandshold fredag klokken halv-frikadelletid skal møde Frankrig i den ene af de to semifinaler om verdensmesterskabet – og det er her, disse fire skokoncentrerede spillere på billedet kan se frem til at tilbringe megen tid på bænken. Hvis de da overhovedet udtages til truppen. Lasse Svan, Torsten Laen, Niklas Landin og Klavs Bruun Jørgensen – den skadede Kasper Søndergaard er jo ikke længere en del af den danske 16-mands trup – er de fire spillere, der har fået mindst spilletid i holdets hidtil otte afviklede kampe i VM-slutrunden. Sent indkaldt Det beskedne minuttal til Klavs Bruun Jørgensen kan forklares med hans sene indkaldelse til truppen som afløser for Søndergaard – men for de andre tre er der tale om bevidst ’fravalg’ fra landstræner Ulrik Wilbeks side. Fordi de alle tre er med som reserver for spillere, som Wilbek anser for bedre og vigtigere for holdet. »Sådan er det«, siger Lasse Svan, der til daglig spiller højre wing i den tyske klub Flensburg – og som altså er en af de fire guldgravere, der har gjort mest fyldest ved at klappe ad kammeraternes indsats i arbejdet frem mod de medaljeprægede slutkampe. Svan ved, at Hans Lindberg er førstevalget – alligevel havde den tidligere GOG-spiller håbet, at det var blevet til flere opgaver, flere muligheder, flere minutter. »Jeg er her jo for at spille og give mit bidrag. Det er ikke blevet til meget, men jeg har ikke fortrudt, at jeg er taget med, overhovedet ikke – for i stedet for at bære rundt på en skuffelse, så ser jeg slutrunden som en mulighed for at lære«. »Sådan er det « Også Torsten Laen, der blev udtaget i skarp konkurrence med Jesper Nøddesbo, siger, at – »sådan er det «. Han vidste på forhånd, at han var udtaget på sine forsvarskvaliteter – for at kunne supplere i midteropdækningen, når der var brug for det. Og at han ellers skal afløse Michael Knudsen som stregspiller. Når der er brug for dét. Alt det havde han fået at vide af Wilbek, inden landsholdet rejste til Kroatien. Rollen var klar. Torsten Laen fik spilletid mod Brasilien, Saudi-Arabien og 25 minutter mod Egypten – og så er det blevet til 6-7 minutter i de andre kampe. »Turneringen udvikler sig, det samme gør holdet, og pludselig tager opstillingerne form – og der er jo ingen grund til at skifte ud, når tingene fungerer«, lyder det fra Torsten Laen. »Jeg har fået chancen i perioder, men reelle chancer er der vel ikke tale om, når man kommer på banen, når det hele er meget hektisk, og når det går dårligt for holdet. Det er vanskeligt, og hvis jeg ikke lykkes, er snoren kort. Sådan er betingelserne«. Med som gardering Hans ord kommer med forsigtighed, da vi efter danskernes første træning i Split sidder sammen på gulvet i den mægtige hal og taler om – ja om, hvordan det er at være Torsten Laen i denne VM-slutrunde. Og forsigtigheden og de lidt tøvende svar skyldes, at han ikke vil lyde som et brokkehoved. Det er tydeligt. »Jeg er hverken skuffet eller noget andet i den retning«, siger han. »Men selvfølgelig er jeg da påvirket af, at jeg ikke helt er med til at skabe ’festen’ – for naturligvis havde jeg håbet på at komme til at spille mere. Vi vil alle sammen gerne være med fra start i hver eneste kamp«. Torsten Laen fortæller, at billedet for hans mulige deltagelse i de sidste to kampe er klart. »Jeg er med som en gardering for Michael Knudsen, der er en utrolig vigtig spiller for holdet. Det giver mig to minutter her, tre minutter dér – eller hvor megen pause, Knudsen har brug for. Det er et beskedent bidrag, men jeg er en del af holdet. Og jeg kan efter en kamp sagtens drikke en øl med dem, der har ydet mest. Det er en del af dette holds styrke – at vi alle er vigtige«.