Håndboldspillet befinder sig i en alvorlig international troværdighedskrise. De aktuelle bestikkelsessager, der viser en trafik af køb og salg af dommere og resultater i de europæiske cupturneringer – afsløringer, som er dukket op i kølvandet på håndboldsportens manglende vilje til at tilslutte sig det såkaldte WADA dopingkodeks – kan blive en konkret trussel mod det hurtige spils olympiske fremtid. »Vi er under heftig beskydning lige nu, vores troværdighed er udfordret som aldrig før, og vi risikerer at stå som en sportsgren, folk griner af«, siger Morten Stig Christensen, direktør i Dansk Håndbold Forbund. »Og jeg kan da godt forstå, hvis man i den internationale olympiske komité IOC er betænkelig ved at have håndbold på programmet. For det, vi oplever med de seneste bestikkelsessager, er jo ikke bare nogle mærkværdige resultater, men direkte kriminelle handlinger«. Alvorlig situation Eliteidrætsorganisationen Team Danmarks direktør Michael Andersen er på linje med Morten Stig Christensens vurdering af situationens alvor. Han siger: »Håndbolden kan få et kæmpe problem i forhold til OL, hvis de ikke handler nu. De har en betydelig risiko for at ryge af programmet. Det har man set med andre idrætsgrene. Og man har tidligere diskuteret håndboldens rolle i OL, blandt andet fordi, det ikke er en særlig udbredt idrætsgren. Det vil være en katastrofe for Dansk Håndbold Forbund og dansk eliteidræt, hvis håndbold ikke er på det olympiske program«. Høje tid at tage affære »IOC er meget opmærksomme på det, der sker i håndbolden for øjeblikket. Etik og værdier står højt på den olympiske agenda, og denne typer sager pynter ikke«, tilføjer Michael Andersen – som mener, at håndboldsporten ikke er værdig til en plads på OL-programmet, såfremt man ikke håndterer denne type sager mere professionelt. »Den politiske ledelse i IHF (verdensforbundet, red.) og EHF (det europæiske forbund, red.) må tage affære og undgå lignende sager fremadrettet. Det er på høje tid«. Samme holdning har Morten Stig Christensen, der siger, at det er bekymrende med de mange belastende sager, og at det bestemt ikke er smart bare at lade som ingenting. »Vi kan ikke acceptere, at der intet sker. Derfor vil jeg også tage bestikkelserne op til diskussion, når jeg næste gang er til møde i EHF. Vi må på højeste plan søge efter fornuftige løsninger, der i fremtiden skal gøre det umuligt for dommerne at komme i sådanne situationer«, siger håndbolddirektøren. »Hvis ikke der reageres i håndboldsystemet, så giver det jo billeder af en slags ’tavshedens lov’, som også har været herskende i cykelsportens dopingsager. Og det er sandelig et problem, hvis vi har fået en tilstand, hvor dommerne ikke tør udtale sig om disse forhold, fordi de er bange for at blive straffet ved eksempelvis ikke at blive udtaget til EM og VM. Det er uholdbart. Vi må vide, hvad der foregår. Og når et dansk dommerpar kommer med en indberetning, så skal de tages alvorligt, og derfor er det også meget forkert, når EHF bare afviser det hele«, lyder det fra Morten Stig Christensen. Advarsel fra IOC Også det danske, tidligere IOC-medlem Kai Holm følger bestikkelsessagen. Han mener dog ikke, at håndboldsporten er i en akut fare for at blive smidt ud af den olympiske familie. Men han kommer med en advarsel. »Man skal passe alvorligt på i de internationale håndboldorganisationer, for selvfølgelig er vi i IOC opmærksomme på det, der sker i denne tid. Og jeg mener, at håndboldsporten har klare etiske problemer – og de kommer ikke mindst til udtryk, når man hører udmeldinger om, at ’her er intet sket’. For selvfølgelig er der en sag, når en navngiven træner forsøger at bestikke et dommerpar, og det er en dårlig kultur blot at afvise det hele«, siger Kai Holm til Politiken. Han er imidlertid også af den opfattelse, at håndboldsporten – trods sin beskedne udbredelse – er et godt olympisk aktiv. Fordi, håndbold har en stærk tv-position i Europa. Og den slags har stor værdi for IOC. »Jeg tror ikke, at de aktuelle bestikkelsessager får umiddelbare konsekvenser i olympisk sammenhæng. Nej, hvis noget kommer til at vælte læsset for håndboldsporten, så bliver det snarere den manglende tilslutning til dopingbekæmpelsen gennem WADA-kodekset. Det kan sende håndbold ud i mørket«, siger Kai Holm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Republikanere reagerer på Trumps træk: Det sender forkert signal til Putin
-
Snigskytteturisme: Tog velhavende italienere til Bosnien for at skyde på mennesker?
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























