Så er prøveperioden forbi. Nu skal der resultater på bordet efter fem medaljeløse år uden for den absolutte verdenselite. Sådan lyder budskabet fra Jan Pytlick, landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold, før Danmark i dag spiller første kamp af træningsturneringen GF World Cup i Århus – eller »landsholdets næststørste begivenhed i år«.
LÆS OGSÅ Pytlick vil i semifinalen
»Vi skal til at præstere noget. Derfor er vores overordnede mål med den her stærkt besatte turnering minimum at komme til semifinalerne på lørdag. Det er et skrapt mål, når man ser på de hold, vi skal møde«, siger Jan Pytlick.
Profiler har meldt fra
I aften spiller hans udvalgte håndboldkvinder mod Rumænien, mens modstanderne i de to næste kampe ved GF World Cup hedder Sverige og Rusland.
Alle tre hold sluttede bedre end Danmark ved den seneste EM-slutrunde i Makedonien sidste år. Samtidig har danske profiler som Henriette Mikkelsen og Rikke Skov meldt fra til landsholdet, og det kan derfor virke optimistisk at tro på en semifinaleplads i en turnering, hvor stort set alle hold har leveret bedre resultater end Danmark den seneste tid.






























