Morten Stig Christensen, der er direktør for Dansk Håndbold Forbund, håber stadig på en løsning på den igangværende lønkonflikt med spillerne på det mandlige landshold. Men hvis det skal ske, så skal spillerne og ikke kun spillerforeningen involveres i forhandlingerne – som fortsætter mandag morgen i Kolding.
Det siger Morten Stig Christensen til politiken.dk. Han er meget vred over den seneste pressmeddelelse fra Håndbold Spiller Foreningen, hvori det hedder, at han og DHF ikke holdt ord om åbenhed, da spillerforeningens direktør Annelise Vidø og en revisor besøgte forbundet for at få indblik i forbundets økonomi.




























