Har det danske håndboldlandsholds stil spillet fallit? Klæber Ulrik Wilbek til taburetten? Ønsker landstræneren ikke at diskutere landsholdets fremtid? Og er Wilbek beskyttet af sammenspistheden i dansk håndbold? Det har Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, samt håndboldeksperterne Anders Dahl-Nielsen og Bent Nyegaard givet udtryk for. Men hvad siger landstræner Ulrik Wilbek? »Jeg er ikke ansat til at debattere, men til at udvikle det danske landshold og vælge et hold ud fra alle de kampe og spillere, jeg ser«, lyder det fra den mest medaljevindende træner i international håndbold. »Men selvfølgelig vil jeg gerne deltage i en diskussion om landsholdet – og det er bl.a. derfor, jeg har indkaldt til et pressemøde senere i denne måned«.
Wilbek siger, at han med interesse ser, at der »hele tiden er folk, der efterlyser en debat om landsholdet, dets udvikling og muligheder. Og en sådan diskussion fører jeg jo altid og i alle sammenhænge – og bl.a. tager jeg rundt til alle ligaklubberne for at høre, hvordan vi kan forbedre samarbejdet. Alle kan bidrage til en udvikling af landsholdet, også klubberne, der jo beskæftiger sig med talentudvikling det meste af året, mens vi landstrænere kun har spillerne i 45 dage«. Der mangler modMen forventer du ligefrem en diskussion på pressemødet i Vejle? »Lad mig sige, at jeg håber, der kommer nogle synspunkter frem, og at vi får en meningsudveksling. Det foretrækker jeg, frem for at alle bare sidder stille og lytter – for så at gå hjem og skrive kloge, kritiske blogindlæg, der kigger bagud«, svarer Wilbek. Her kunne jeg så sige, at det vel ikke er journalisternes opgave at udvikle dansk håndbold. De skal beskrive, hvad der sker. »Det er korrekt, men hvis man hele tiden udtrykker meninger og holdninger i medierne og i blogs på forskellige hjemmesider, så kan man vel også gøre det, når vi mødes. Det oplever jeg imidlertid meget sjældent – det er, som om der mangler mod, når vi er sammen i det offentlige rum. Men når Anders Dahl-Nielsen og Bent Nyegaard efterlyser debat om landsholdet, så kommer de vel også til pressemødet«.






























