Da navnet Spanien dukker op i samtalen, kommer der en lyd fra Mikkel Hansen, der kan opfattes som en mellemting mellem et grynt og et suk. Måske fordi han er godt og grundigt træt af at høre om Spanien. Om den kamp i januar, om den VM-finale, om den nedtur, om det kollaps, om den lussing på hele 16 mål. Mod altså – Spanien.
»Det er en kamp, der er langt væk. Og når jeg endelig tænker på den – eller tvinges til at gøre det – så ved jeg snart ikke, om jeg skal grine eller hvad. Alt det, der kunne gå galt, gik jo galt. Det var kampen med et hav af fejl, det var uhyggeligt og bittert, men det kan vi ikke blive ved med at vade i«, siger Mikkel Hansen.




























