Klavs Bruun Jørgensen har i sine tre officielle kampe som dansk landstræner endnu ikke prøvet at stå i taberens rolle. I går var han ikke i nærheden af at opleve den følelse, da de danske håndboldkvinder åbnede Torneo Internacional de España med en sejr på 33-15 over Tunesien.
Klavs Bruun var ikke bleg for at indrømme, at kampen i Gijón havde været en ren walkover, da det nordafrikanske hold ikke havde meget at byde på. Der var dog ifølge den danske landstræner masser at glæde sig over set i et dansk VM-perspektiv.


























