Kan han blive en ny og stærk skytte på det danske håndboldlandshold, den snart 24-årige lange og ranglede Patrick Eilert, der sidder på trappen og snører sine sko? Kan han blive en ny Mikkel Hansen – eller måske rettere: en ny Nikolaj Markussen? Råvaren synes umiddelbart at være i orden: 2,05 meter, erfaring i spillet, lettere skolet via U-landsholdene – og så er han venstrehåndet, hvilket gør ham ekstra interessant som skytte. Desuden har han i denne sæson vist sit værd i tophåndbold gennem en aktuel 5.-plads på den spanske topscorerliste. 112 mål har han scoret for BM Valladolid i 22 kampe i den bedste spanske række. Og det er et kvalitetsstempel, der har fået landstræner Ulrik Wilbek til at kalde Patrick Eilert hjem til B-landsholdet, som i den kommende weekend skal spille tre testkampe i Polen.
LÆS ARTIKEL Wilbek giver ukendt tometermand chancen på B-holdet
Tre kampe, der samtidig skal gøre Wilbek klogere på omfanget af kandidater til det rigtige landshold, der til januar har en VM-slutrunde på hjemmebane at håndtere. Der skal flere kilo på Men selv om den ellers noget upåagtede danske successpiller i Spanien stjal mediebilledet ved B-holdets første træning i Bavnehøj-Hallen på Vesterbro i København – nysgerrige tv-kameraer og Politiken var på plads og fulgte bevægelserne og beslutningerne hos manden fra Valladolid – var Patrick Eilert ikke den lysende spiller på banen. Dén rolle blev i stedet delt af to mand: de elegante, smarte og fodrappe Michael Damgaard fra Tvis-Holstebro og Marcus Mørk fra Mors-Thy. Men hvad skal der til, før Eilert kan løfte sig op på højeste landsholdsniveau? Efter træningen i går – og efter snart tre år i spansk håndbold – sagde højrebacken: »Jeg skal nok have nogle flere kilo på, jeg skal udvikle mit skud, blive hurtigere på fødderne og mere eksplosiv i mit spil. Når de ting er på plads, har jeg et godt udgangspunkt«. Klubben satser på studerende Patrick Eilert regner med andre ord ikke med at kunne hoppe direkte ind på landsholdet. Han ved, der skal mere til end at være godt skydende i Valladolid – hvor man i øvrigt blot kan nyde sin danske topscorer i endnu et par måneder. For til sommer forsvinder han ud af den spanske liga, der her under den økonomiske krise bløder alvorligt. »Det går heller ikke for godt i Valladolid. Vi er bare ni professionelle spillere, resten er amatører, og i næste sæson vil klubben satse endnu mere på studerende spillere. Klubben vil meget gerne have, at jeg bliver, men allerede nu skylder den mig penge, så hvordan bliver det ikke i næste sæson? Nej, jeg skal finde en ny klub, når min kontrakt løber ud til sommer«, fortæller den tidligere Aarhusspiller. Polsk klub har vist interesse






























