Veteraner har også sommerfugle i maven

Line Jørgensen (tv.) gør klar til træningen i Oldenburgs EWE Arena. På stolene sidder Fie Woller og landstræner Klavs Bruun Jørgensen, mens Lotte Grigel ser til fra gulvet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau
Line Jørgensen (tv.) gør klar til træningen i Oldenburgs EWE Arena. På stolene sidder Fie Woller og landstræner Klavs Bruun Jørgensen, mens Lotte Grigel ser til fra gulvet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau
Lyt til artiklen

Med 138 kampe i en landsholdskarriere, der strækker sig over 10 år, er Line Jørgensen en af de mest rutinerede spiller på det aktuelle danske VM-hold. Hun debuterede på landsholdet som 18-årig, var med til sin første slutrunde ved verdensmesterskabet i Kina i 2009 og stod på holdkortet, da Danmark med VM-bronze i 2013 senest vandt en medalje ved et internationalt mesterskab.

Jo, Line Jørgensen har prøvet meget i sin karriere i den røde trøje, men selv garvede veteraner kan blive jublende lykkelige over en udtagelse til et mesterskab og have kriller i maven før den første kamp.

I hvert fald for Line Jørgensens vedkommende. Efter et år med skader og afbud til sidste år EM i Sverige er den hårdtskydende højre back nu tilbage på det danske landshold i forbindelse med VM i Tyskland og er taknemmelig for det.

Ifølge CSM Bucuresti-spilleren var det nemlig langtfra nogen selvfølge, at hun skulle have en plads i den trup, som i aften tager hul på VM-turneringen med en kamp mod Montenegro.

Klavs Bruun tager tre år mere som landstræner

»Når du har været med i truppen siden 2009 og så lige pludselig sidder derhjemme og ser det i tv, vil du gerne være med. Så da Klavs (Bruun Jørgensen, red.) ringede og sagde, at jeg skulle med, holdt jeg da lige vejret og sank en ekstra gang. Det er da også helt klart noget jeg har trænet for at komme med til«, fortæller Line Jørgensen.

27-årige Line Jørgensen er en af tre højre backs i den danske trup, og hun kunne på grund af den hårde konkurrence på pladsen ikke føle sig sikker på udtagelsen.

Men nu er hun i Tyskland og så småt ved at finde sig til rette blandt holdkammeraterne, for selv om backen kun har været væk fra landsholdet i et år, er der mange ting, som lige skal genopfriskes.

Hvordan er det nu lige, forsvaret står, hvilke kryds skal der spilles i angrebet, og hvordan er byttereglerne i opdækningen?

»Selvfølgelig er der sket noget spillemæssigt på det år, jeg har været ude, men det finder jeg ind i undervejs til træningen, og så er det bare vigtigt at spørge. En ting er, at jeg har været ude i et år, det er også med at huske de forskellige ting. Det skal jeg lige have ind og lagt på rygraden«, siger Line Jørgensen.

Udkogte grøntsager stjæler billedet før VM-åbning

Den tidligere landsholdsanfører er en af blot fire spillere i den danske trup, der til daglig spiller i en udenlandsk klub, og opholdet i Bukarest har på mange måder været givende både menneskeligt og på det sportslige plan.

Line Jørgensen er i gang med 3. sæson i den rumænske topklub CSM Bucuresti, og den daglige træning med nogle af verdens bedste spillere har skærpet langskyttens form.

»Her er vi to gode spillere på hver plads, og de, der kommer imod os, er verdensklassespillere. Det er ikke U18-piger eller tredjevalg, som ikke har landsholdsklasse. Her har alle landsholdsklasse, så det er om at være klar på alle tidspunkter, når du dækker op. Træningsniveauet er højere, og det er med til at udvikle mig«, fortæller Line Jørgensen.

Før sin skade sidste år var Line Jørgensen en af de bærende spillere på det danske landshold, og med sin store fysik kan hun blive det igen. I første omgang i aften mod Montenegro, der forventes at komme med masse af kræfter for at ødelægge det danske spil. Men Line Jørgensen tror samtidig, modstanderne også er fyldt med respekt for det danske hold, som vandt sidste års EM-kamp 22-21.

»Montenegro kommer for at slå os ihjel. De vil gøre alt for at vinde«, griner Line Jørgensen.

Montenegrinerne har for få uger siden skiftet landstræner, så svenske Per Johansson nu står i spidsen for de tidligere europamestre.

Han har siden sin tiltræden overtalt storskytten Katarina Bulatovic og klassefløjen Jovanka Radicevic til at gøre comeback på landsholdet, så der venter Danmark en barsk modstander.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her