Landstræneren lurer på Lindberg-comeback i VM-finalen

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der kan blive VM-comeback til fløjspilleren Hans Lindberg, når håndboldlandsholdet søndag spiller VM-finale mod Norge.

Den 37-årige veteran fik en lægskade i åbningskampen mod Chile og blev efterfølgende pillet ud af truppen og afløst af Johan Hansen.

Men landstræner Nikolaj Jacobsen råder fortsat over én udskiftning, og det kan betyde et gensyn med Lindberg, der er helt klar og har været det i et stykke tid.

»Det vil jeg ikke afvise. Men nu er der først en dag lørdag, og vi skal også afvente og se søndag morgen, om der er en af målmændene, der er blevet syge. Men jeg vil ikke afvise, at Hans kan komme i spil«, siger Nikolaj Jacobsen.

Johan Hansen fik en del spilletid i begyndelsen af VM-turneringen, men i de seneste kampe har Bjerringbro-Silkeborg-spilleren varmet bænk, mens Lasse Svan har fået fuld tid på højrefløjen.

Og måske må Johan Hansen nu vige pladsen i truppen til fordel for den erfarne mand fra Füchse Berlin, som har spillet hele 262 landskampe.

»Jeg ved ikke, om man skylder ham det. Hans har leveret fantastisk for Danmark i mange, mange år. Men den samtale skal jeg have med Hans og Johan, inden jeg skal have den med pressen«, siger Nikolaj Jacobsen.

ritzau

Kvinder i håndværksfag møder sexistiske kommentarer, hån og en kultur, hvor de konstant skal bevise, at de hører til. Samtidig står branchen og råber, at den mangler arbejdskraft. Ironien er tyk, mener Fie Kaaterud, der har deltaget i Politikens debat- og skriveforløb ’Hørups Talenter’.⁠

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her