Granitten på Københavns Rådhusplads havde nær slået revner, og pudsen mellem rådhusets røde tegl løsnet sig, da tusinder af håndboldfans mandag slap begejstringen over det danske VM-guld fri. I en – om ikke skøn, så øredøvende – samklang mellem jubelbrøl og håndboldens nyslåede husorkester Volbeats ’For Evigt’ fejrede folket de danske verdensmestre, der aftenen i forvejen havde udklasseret Norge i VM-finalen.
Og var man forhindret i selv at troppe op til overborgmester Frank Jensens (S) pandekageparty dagen derpå, så kunne man lade sig tæppebombe på både DR og TV 2, der satsede på fuld flade på begivenheden.




























