For de regerende danske verdensmestre har den indledende gruppe ved VM i Egypten formet sig som lidt af en fest. Godt nok har det været en lukket fest, fordi slutrunden afvikles uden tilskuere på tribunerne, men det har ikke forhindret Mikkel Hansen og Co. i at diske op med lækkerier og masser af mål.
De tre hidtidige kampe har resulteret i lige så mange sejre og en knusende målscore på 104 mod 59. Det ser jo på papiret fuldstændig forrygende ud, men inden den første kamp i mellemrunden mod ørkenstaten Qatar melder spørgsmålet, hvor gode er Danmark egentlig?, sig alligevel.


























